mandag den 5. marts 2012

Traditioner i forandring. Tekst 1 - Unge er afhængige af sociale medier

Nedenstående tekst er taget fra P3 Nyheder:

Unge er afhængige af sociale medier
27. apr. 2010 07.26 P3Nyheder
Når unge bruger elektroniske medier meget, kan de udvikle den samme afhængighed som for eksempel alkoholikere.

Det viser en amerikansk undersøgelse, hvor 200 unge skulle afholde sig fra at bruge mobiltelefoner og computere i 24 timer.

Ingen sms'er giver angst
Langt de fleste af de unge oplevede angst, rastløshed og irritation, og det er symptomer, som minder om de abstinenser, som alkoholikere får, når de ikke drikker.

Undersøgelsen viste også, at det ikke var nyheder, de unge savnede, men muligheden for at sende og modtage sms'er, tale i telefon, maile og komme på Facebook.

Afhængighed af vennerne
Og det skyldes, at unge er afhængige af deres vennerne, siger Malene Charlotte Larsen, der forsker i børn og unges brug af sociale medier ved Aalborg Universitet, til metroXpress.

- Medierne er blot knyttet ind som en del af den måde, unge har venskaber på. Unge hungrer efter at vedligeholde og bekræfte deres venskaber, og det gør de konstant via medierne. Ofte taler de om ingenting, når de er på Facebook eller sms, for det er den bekræftelse, der ligger i at få et svar, der er vigtig, siger hun.




Mine to fokuspunkter i forhold til denne tekst er:

# "Afhængighed af vennerne"
# "Ingen sms'er giver angst"


Første fokuspunkt:
Jeg er meget enig i at unge i dag har et stort behov for at være socialt trygge og velfungerende, men adskiller det sig så meget fra tidligere tider? Jeg tænker at man også førhen havde meget behov for at være fast forankret i en social sammenhæng, men at denne sammenhæng var anderledes. Tidligere var der megen social identitet i arbejdet, lokalsamfundet og samfundsklassen. I dag hvor alting er mere flydende, hvor unge har flere muligheder og ikke er bundet af arv og traditioner på samme måde - ja der er det nok noget sværere at finde en social identitet og stabil platform. Det virker som om at den manglende identitet og stabilitet skal opvejes af kvantitet!
Problemet opstår således ved at når alle har dette behov for at øge kvantiteten så bliver de sociale relationer mere overfladiske og skrøbelige - hvilket igen fordrer at der kommer endnu mere fokus på kvantiteten ...den onde spiral om man vil.
Alting var ikke vare bedre i ganle dage og der er bestemt fordele ved ikke at være så bunden af tradition og arv, men den måde at mange unge anvender medier som forum for social interaktion - og kvaliteten af denne interaktion - er mildest talt bekymrende. Artiklen nævner "afhængig af vennerne" jeg mener lige så godt at der kunne have stået: "manglende identitet og forankring i livet"!

Andet fokuspunkt:
At det kan give angst, rastløshed og irritation hos en gruppe unge der forsøgsvis skulle undvære mobiler og pc'ere i 24 timer - ja det understreger jo bare alvoren. Jeg bliver nærmere angst ved tanken om at det er muligt at blive så afhængig af digital kontakt!
Jeg tænker på: Bliver disse unge angste, rastløse og irritable ved at skulle undvære naturen i 24 timer, ved at undvære motion, fordybelse og kreativt samvær? Bliver de angste hvis de ikke har nogen rigtigt nære venner de ser af og til, men blot en helt masse overfladiske relationer der næsten altid er "online"? Jeg tror det ikke ...og det bekymrer mig! Vi ved at teknologien fremadrettet vil gøre det endnu nemmere at være online og synlig i de digitale fora så jeg forestiller mig at dette afhængighedsfænomen ikke har toppet endnu.

4 kommentarer:

  1. Ja, kvantitet i stedet for kvalitet - endelig forstår jeg meningen med facebook! (eller hvad?)

    SvarSlet
    Svar
    1. ...i min bog - ja! 98% af det der postes på FB er jo fuldstændigt ligegyldigt ...det må da siges at være kvantitet frem for kvalitet!

      Slet
  2. Tankevækkende. Jeg tænker, at rammefaktorerne har meget at sige, i forhold til resultatet. Jeg ved ikke helt hvor grænsen mellem afhængighed og vane går, men jeg tænker, at den er ligeså flydende som de unges daglige struktur. Når jeg tænker på, hvordan jeg selv bruger medierne, kommer jeg blandt andet frem til, at jeg f.eks. ikke planlægger sociale begivenheder i god tid længere. Tidligere var det nødvendigt, fordi man kun havde fastnet-telefonen, men når man idag bare kan smide en sms afsted, bliver det lettere at efterkomme impulser. Hvis man fjernede telefonen fra mig, ville jeg nok mest savne det praktiske - jeg bruger ofte sms til at koordinere indkøb, aftensmad etc., i løbet af dagen med min bedre halvdel. Når de unge bruger det som netværk i stor udstrækning, kunne jeg forestille mig, at det, at tage telefonen fra dem, vil for dem være det samme som at sende et menneske i isolation. Når man er vant til, på daglig basis, at kunne kontakte andre mennesker, vil fraværet af muligheden nok veje tungt.

    SvarSlet
  3. Hej MrX

    For et par år siden, var der en del diskussioner i pressen, fordi en efterskole havde forbudt eleverne at bruge mobiltelefonen og inddraget den. Jeg tror, at de fleste skoler/efterskoler har fundet et mere nutidigt regelsæt at administrere brugen af telefonen ud fra. - Men det kunne være interessant at dykke lidt ned i, hvordan regler/syn på mobltelefonen er i dag i skoleregi/SFO regi/børnehaver? :-)

    SvarSlet