Bjerregaard indleder med et overblik over hvor børns mundtlige legekultur finder sted, hvordan den giver sig til udtryk og hvorfor den er så vigtig.
Dernæst beskriver han de forskellige verbale udtryksformer der anvendes i børns mundtlige legekultur:
¤ Sprog, fortælling og mundtlig leg
¤ Gåder og gådevitser
¤ Gyserfortællinger
¤ Alle børnene-genren
¤ Parodier
¤ Rim og remser
Slutteligt taler Bjerregaard om pædagogens rolle i forhold til emnet. Han skriver bl.a.: "Jeg mener ikke, at legekulturen er en "særlig autentisk" barnlig kultur, som bedst udfoldes fuldstændig uden voksnes indblandning". Bjerregaard siger dog samtidigt at der er behov for at børnene får plads til at dyrke den mundtlige legekultur i uformelle rammer samt at pædagogerne skal have indsigt i denne kultur for at kunne støtte op om den.
Jeg syntes godt om Bjerregaards nuancerede tankegang. I min forståelse taler han for at viden, indlevelse og situationsbestemt ageren er en hensigtsmæssig vej for pædagogen, samt at børns legekultur flyder sammen med voksnes kultur. Hermed er vi væk fra den sort-hvide tankegang der nogle gange hersker i pædagogisk/humanistisk forskning/tænkning og inde i en mere helhedsorienteret kontekst.
onsdag den 2. marts 2011
tirsdag den 1. marts 2011
Børn og kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger. Beth Juncker – kapitel 8 i Dansk Kultur og Kommunikation.
Børn og kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger. Beth Juncker – kapitel 8 i Dansk Kultur og Kommunikation.
Beth Juncker giver sig flere gange i løbet af kapitlet i kast med endnu en opsummering af forskellene mellem det traditionelle, det moderne og det senmoderne (eller i nogens optik det postmoderne) samfund og vil gerne at hendes teorier vedr. de mange begreber der anvendes i diskussionen om børnekultur ses i lyset af disse samfundsændringer.
Hun refererer til Thomas Ziehes der mener at børns socialisering primært sker i en ny æstetisk hverdagskultur, via uformelle læringsprocesser og ikke i den institutionaliserede didaktisk orienterede kontekst.
Juncker giver sig derefter i kast med forklaringer om hvorledes de digitale medier har en stor rolle i børn og unges sociale liv og samvær. Her er hun fint i tråd med Giddens når hun taler om det at ”være sammen på tværs af rum og arenaer”. Hun fortæller om hvorledes børns sociale samvær er rykket indenfor og hvorledes de dér dyrker de æstetiske udfoldelses- og kommunikationsmuligheder. Hun mener at der er stor forskel mellem ”børns kultur” og ”børnekulturen” og at der er behov for at konstruere en ny tilgang til begrebet dannelse der er mere i tråd med den senmoderne virkelighed.
Citat: Børns kultur er en kultur der til dagligt omgås medierede æstetisk symbolske udtryk. Børnekulturen er en professionel pædagogisk-psykologisk funderet formidlerkultur, der primært dyrker klassiske kunst- og kulturudtryk – litteratur, teater, musik, billedkunst og klassiske kunst- og kulturoplevelser. Citat slut.
Begreberne pædagogik, barn, humanisme, leg og dannelse ses i et vesterlandsk historisk og filosofihistorisk perspektiv. Der tales bl.a. også om pædagogisk kunstbegreb, pædagogisk kvalitetsbegreb og det pædagogiske børnekulturbegreb.
Vi bliver også præsenteret for begreberne autoteliske og instrumentelle kulturer samt metakulturer. Autotelisk: som har et mål i sig selv. Instrumentel: som udgør el. vedrører et middel til at opnå et bestemt resultat. Meta: udover, niveauet over.
Beth Juncker er uden tvivl dedikeret til emnet ”børnekultur og børns kultur” …men hun og jeg er åbenbart fra to forskellige planeter! Det hun skriver er bestemt til at forstå og ikke videre kompliceret, men hendes skrivestil, tekstsammensætning og hang til gentagelser og endeløse uddybninger er i mine øjne dræbende kedelig og uinspirerende. Jeg forestiller mig at det forholdt sig anderledes hvis jeg var forsker på netop dette felt – i så fald ville jeg nok sætte mere pris på det meget ”vævende”, konstant underbyggende og uddybende.
Beth Juncker giver sig flere gange i løbet af kapitlet i kast med endnu en opsummering af forskellene mellem det traditionelle, det moderne og det senmoderne (eller i nogens optik det postmoderne) samfund og vil gerne at hendes teorier vedr. de mange begreber der anvendes i diskussionen om børnekultur ses i lyset af disse samfundsændringer.
Hun refererer til Thomas Ziehes der mener at børns socialisering primært sker i en ny æstetisk hverdagskultur, via uformelle læringsprocesser og ikke i den institutionaliserede didaktisk orienterede kontekst.
Juncker giver sig derefter i kast med forklaringer om hvorledes de digitale medier har en stor rolle i børn og unges sociale liv og samvær. Her er hun fint i tråd med Giddens når hun taler om det at ”være sammen på tværs af rum og arenaer”. Hun fortæller om hvorledes børns sociale samvær er rykket indenfor og hvorledes de dér dyrker de æstetiske udfoldelses- og kommunikationsmuligheder. Hun mener at der er stor forskel mellem ”børns kultur” og ”børnekulturen” og at der er behov for at konstruere en ny tilgang til begrebet dannelse der er mere i tråd med den senmoderne virkelighed.
Citat: Børns kultur er en kultur der til dagligt omgås medierede æstetisk symbolske udtryk. Børnekulturen er en professionel pædagogisk-psykologisk funderet formidlerkultur, der primært dyrker klassiske kunst- og kulturudtryk – litteratur, teater, musik, billedkunst og klassiske kunst- og kulturoplevelser. Citat slut.
Begreberne pædagogik, barn, humanisme, leg og dannelse ses i et vesterlandsk historisk og filosofihistorisk perspektiv. Der tales bl.a. også om pædagogisk kunstbegreb, pædagogisk kvalitetsbegreb og det pædagogiske børnekulturbegreb.
Vi bliver også præsenteret for begreberne autoteliske og instrumentelle kulturer samt metakulturer. Autotelisk: som har et mål i sig selv. Instrumentel: som udgør el. vedrører et middel til at opnå et bestemt resultat. Meta: udover, niveauet over.
Beth Juncker er uden tvivl dedikeret til emnet ”børnekultur og børns kultur” …men hun og jeg er åbenbart fra to forskellige planeter! Det hun skriver er bestemt til at forstå og ikke videre kompliceret, men hendes skrivestil, tekstsammensætning og hang til gentagelser og endeløse uddybninger er i mine øjne dræbende kedelig og uinspirerende. Jeg forestiller mig at det forholdt sig anderledes hvis jeg var forsker på netop dette felt – i så fald ville jeg nok sætte mere pris på det meget ”vævende”, konstant underbyggende og uddybende.
Abonner på:
Opslag (Atom)