Gakkede gangarter m.m.

Teksten beskriver overordnet den problemstilling der ligger i at forvalte børns læring. Der er fra politisk side et ønske om at danske børn lever bedre op til de faglige standarder der hersker i den vestlige verden. De erkender at leg er et vigtigt element i børnenes udvikling og forsøger at koble leg sammen med læring. Bekymringen kan hermed være at børns leg ikke længere defineres af børnene selv, men har udgangspunkt i voksnes forståelse af leg og med en fast målsætning om faglig udvikling.

En grundig udforskning af begrebet "børns kultur" er nødvendig for at kunne kvalificere debatten om læreplaner kontra børnekultur.

I den "gamle" forståelse af Børnekulturbegrebet var udviklingspsykologien den dominerende diskurs, i dag er der ligeså stort fokus på de erhvervsrettede og kompetencegivende aktiviteter og processer - man vil ruste børnene til at blive konkurrencedygtige, kompetente og innivative lønarbejdere og iværksættere.

Forfatteren, Beth Juncker, mener ydermere at børnekultur som forstået - Kultur for, med og af børn - er misvisende og uanvendelig, set med gældende normative optik, i og med at der er et spændingsforhold mellem den voksenstyrede - og fabrikrede børnekultur og så den kultur børnene selv skaber og opretholder. Da der ikke er et entydigt og skarpt filosofisk/teoretisk grundlag for begrebet "børnekultur" er dette efter forfatterens mening blevet udvandet og ses brugt i snart alle sammenhænge der har med børn at gøre. Juncker refererer til lektor Mouritzens artikler om hvorledes den gamle diskurs ikke længere er tilstrækkelig for at forstå den medievirkelighed børn i dag befinder sig i. Mouritzen arbejder med en forståelse af børnekultur der har baggrund i æstetikken og som dermed bevæger primært fokus væk fra socialisationsfeltet.

Der slås på tromme for at æstetikken er den måde hvorpå børn udforsker verden og lærer nyt på - at det er den måde hvorpå de kan bidrage til fællesskabet og udviklingen. Den boglige viden, rekvisitterne, medierne, filmene, bøgerne, legetøjet m.m. er de redskaber de anvender, men er ikke kulturbærende i sig selv. Dermed er det efter Mouritzens tænkning i æstetikken at vi skal tage udgangspunkt når vi taler børnekultur. Med denne "nye" diskurs kan vi samle de forskellige aktører der bidrager til børnekulturen og lægge vægt på den pointe at vi alle - herunder også børnene - udvikler kultur som en fusion mellem vores iboende æstetik og vores sociale interaktioner med anvendelse af de forskellige kulturredskaber.

Juncker opstiller en hel række forventninger/ønsker op til hvorledes børn i deres udvikling og kulturdannelse bør støttes af de voksne. Det er tydeligt at der er vægt på sansning, adgang til oplevelser og information, med især også til indlevende og udtryksfulde voksne der brænder for at deltage i det interaktive kultursammenspil.