Bjerregaard indleder med et overblik over hvor børns mundtlige legekultur finder sted, hvordan den giver sig til udtryk og hvorfor den er så vigtig.
Dernæst beskriver han de forskellige verbale udtryksformer der anvendes i børns mundtlige legekultur:
¤ Sprog, fortælling og mundtlig leg
¤ Gåder og gådevitser
¤ Gyserfortællinger
¤ Alle børnene-genren
¤ Parodier
¤ Rim og remser
Slutteligt taler Bjerregaard om pædagogens rolle i forhold til emnet. Han skriver bl.a.: "Jeg mener ikke, at legekulturen er en "særlig autentisk" barnlig kultur, som bedst udfoldes fuldstændig uden voksnes indblandning". Bjerregaard siger dog samtidigt at der er behov for at børnene får plads til at dyrke den mundtlige legekultur i uformelle rammer samt at pædagogerne skal have indsigt i denne kultur for at kunne støtte op om den.
Jeg syntes godt om Bjerregaards nuancerede tankegang. I min forståelse taler han for at viden, indlevelse og situationsbestemt ageren er en hensigtsmæssig vej for pædagogen, samt at børns legekultur flyder sammen med voksnes kultur. Hermed er vi væk fra den sort-hvide tankegang der nogle gange hersker i pædagogisk/humanistisk forskning/tænkning og inde i en mere helhedsorienteret kontekst.
Hej
SvarSletJeg er helt enig med dig i dine overvejelser omkring: "Jeg syntes godt om Bjerregaards nuancerede tankegang. I min forståelse taler han for at viden, indlevelse og situationsbestemt ageren er en hensigtsmæssig vej for pædagogen,...."